Kom med til et satirisk show og foredrag om klimakrisen - fordi vi også har brug for at grine sammen midt i alvoren. På kærlig vis får du serveret viden om klimaudfordringerne, samt idéer til, hvordan du kan mindske dit eget CO2 aftryk og gøre en positiv forandring for klimaet.

Det er den top-trimmede trio; skuespillerne Flemming Bang og Line Østergaard samt vejrvært Nina Bendixen, der står for både viden og underholdning. Gruppen tager os igennem 1,5 time, hvor den står på ”kreativ klimaformidling” uden løftede pegefingre.

Arrangementet er for unge og voksne, som gerne vil vide mere om hvad klimakrisen er, og hvad man selv kan gøre.

Dørene åbner kl. 16, hvor du er velkommen til en klimalækker snack + kaffe.

Efter showet serveres vegetarisk aftensmad - billetprisen er inkl. snacks og aftensmad.

„Den der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt han har faktisk fattet begge dele lige dårligt!“ - Piet Hein

 

Arrangeret af Aarhus Omstiller - Aarhus Kommunes klimasekretariat i Kultur og Borgerservice.

Arrangeret af: Aarhus Kommune