Over syv uger i august og september 2021 deltog 25 aarhusianske skoleklasser i undervisningsforløbet ”Klimaambassadør for en dag”. Den noget anderledes læringsdag var med til at inspirere og engagere eleverne i at blive klogere på klima og bæredygtighed, samt at aktivere deres egen handlekraft og ambassadørskab på området. 

Undervisningen foregik dels til søs ombord på den smukke gamle skonnert Brita Leth, hvor eleverne prøvede kræfter med bundskrab, og blev klogere på hvordan klimaforandringerne påvirker livet og miljøet i Aarhus Bugten. Tilbage med fast grund under fødderne deltog klassen i en af tre workshops; skabte egne korte klima-rapportager, eksperimenterede med klimasmart mad af overskudsråvarer eller designede deres egen klimasmarte skolefestival. Alle workshops havde til formål at styrke elevernes kreative tænkning, formidling og give en forståelse af deres egne muligheder for at handle på klimaudfordringerne.  

“Klimaambassadører for en dag” er første led i et længerevarende læringsprojekt målrettet udskolingen i Aarhus Kommune. Det længerevarende klimaambassadørprojekt skal klæde elever fra 7.-10. klasse på til at være medskabere af et grønnere Aarhus og herigennem hjælpe Aarhus på vej mod CO2 -neutralitet i 2030. 

Læringsdagen ”Klimaambassadør for en dag” blev udbud gennem et samarbejde mellem Projekt Hovedet i Havet fra Aarhus Universitet, Naturcenter Aarhus, skonnerten Brita Leth og fra Borgerservice og Biblioteker FilmX og Aarhus Omstiller. 

Artikel om klimaambassadørforløbet i Stiften.